Urtegaarden opnår anerkendt B Corp certificering

 

Hvad er B Corp certificering

B Corp certificeringen, hvor B står for Benefit og C for Corporation, er en globalt anerkendt standard, der tildeles virksomheder, der opfylder høje krav til social og miljømæssig ansvarlighed, gennemsigtighed og etisk selskabsledelse. Certificeringen administreres af nonprofitorganisationen B Lab og kun virksomheder, der arbejder for at skabe en positiv indflydelse på samfundet og miljøet gennem deres forretningsaktiviteter kan opnå certificeringen og kalde sig B Corps og bruge B Corp logoet (ses til højre) på deres produkter.


For B Corps handler det ikke om at være den bedste i verden, men at være den bedste FOR verden.

 

En helhedsorienteret certificering


B Corp certificeringen er holistisk og fokuserer ikke udelukkende på et enkelt socialt eller miljømæssigt emne. Det er selve virksomheden, der opnår certificeringen og ikke bare et enkelt produkt. Det indebærer en omfattende vurdering af virksomhedens praksis inden for fem nøgleområder, at komme i betragtning til en B Corp certificering: Ledelse, samfund, miljø, medarbejdere og kunder.


Inden for ledelse kan det fx være hvordan der måles og rapporteres på bæredygtighedsindsatsen eller om der er etiske forretningspraksis fx mod korruption og bestikkelse. I forhold til samfund kan fx være hvordan man støtter lokalsamfundet, fx gennem donationer, frivillighed eller partnerskaber eller hvordan man sikrer fair arbejdsforhold i hele forsyningskæden eller om man bidrager aktivt til at fremme samfundsgoder, fx uddannelse eller sundhed. Med hensyn til miljø kan kan det fx vurderes, hvordan man måler virksomhedens påvirkning af miljøet, herunder CO₂-aftryk og ressourceforbrug og hvilke mål man har sat sig for at gøre det bedre samt hvilke initiativer der er implementeret for at reducere affald, energi- og vandforbrug. Ses der på medarbejdere er det fx om man tilbyder konkurrencedygtige lønninger og goder i forhold til markedet og hvordan man støtter medarbejdernes sundhed og trivsel. Endelig er der kunderne, hvor der fx ses på hvordan virksomheden beskytter kundernes privatliv og data og hvilke mekanismer virksomheden har for at sikre kundetilfredshed, herunder klagehåndtering og kvalitetskontrol.

B Corp redefinerer succes

For en B Corp handler det ikke kun om at skabe værdi for virksomhedsejeren/aktionærerne, men for alle interessenter – herunder medarbejdere, samfundet og miljøet. Så den økonomiske bundlinje er ikke et succeskriterie i sig selv for B Corp certificerede virksomheder (B Corps). B Corps forpligter sig til at balancere profit og formål ved at have ansvarlige, bæredygtige og transparente forretningsmodeller, der bidrager til en positiv og varig indflydelse på verden. Kerneværdien i B Corp er at redefinere kriteriet for en virksomheds succes.
Urtegaarden har med B Corp forpligtet os til en konstant stræben efter at sikre en positiv forskel for miljø, samfund, medarbejdere, kunder og lokalsamfund – og vi har faktisk skrevet ind i vores juridiske grundlag.

B Corps prioriterer mennesker og miljø lige så højt som økonomisk gevinst og stræber efter en bæredygtig fremtid gennem ansvarlige og etiske forretningsmodeller.

Hvordan får man en B Corp certificering

At få en B Corp certificering er ikke slutningen på et omfattende stykke arbejde – det er starten. For B Corp handler om at gøre det bedre i morgen end i dag.


Processen med at opnå en B Corp certificering, og re-certificeringen hver tredje år, er meget grundig og det kræver at man opnår min. 80 point i en såkaldt B Impact assesment (BIA) for overhovedet at kunne ansøge. BIA kommer igennem de fem nøgleområder og spørgsmålene tilpasses løbende ud fra hvad man svarer. Herefter skal alt verificeres og evalueres af flere omgange af B Lab inden den anerkendte certificering er i hus – og undervejs er der risiko for at miste point, og dermed potentielt certificeringen. Kommer man i mål, så begynder arbejdet mod re-certificeringen, hvor man selvfølgelig skal have forbedret sig for at kunne opretholde sin B Corp.


Urtegaarden har i BIA dokumenteret 247 spørgsmål inden for de fem nøgleområder og har opnået nok point til at få B Corp certificeringen den 29. november 2024 - og det er vi meget stolte af.

Fra ambition til handling – Urtegaardens vej mod mere bæredygtighed som B Corp

Bæredygtighed er umiddelbart et lidt diffust begreb, da der tales om bæredygtighed i mange sammenhænge fx mode, byggeri, produktion, investering og økonomi. Mange tænker nok miljø, når der tales om bæredygtighed, men bæredygtighed bør have en holistisk tilgang og medregne det sociale og økonomiske aspekt. Bæredygtighed handler om at tænke i helheder og ikke udelukkende fokusere på et aspekt, som fx at reducere CO2 udledningen fra produktionen.


Som virksomhed har Urtegaarden altid ønsket at tage ansvar for en mere bæredygtig verden med fokus på klima, miljø og mennesker. Men det var først i vinteren 2022/23, at vi begyndte at arbejde mere systematisk med bæredygtigheden i forbindelse med gennemførelse af et EU støttet projekt kaldet SMV Grøn. Her vurderede vi mere systematisk en bred vifte af bæredygtighedsemner og endte med en bæredygtighedsstrategi med fokus på de udfordringer, som vi anså for at være de mest afgørende og hvor vi som forretning har mulighed for at gøre en forskel for kunder, medarbejdere og for selve forretningen. De tre fokusområder er ansvarligt sortiment, ansvarlig drift og ansvarlig arbejdsplads”, siger ejer Vibeke Estrup.


Det var i samme periode jeg første gang hørte om B Corp certificeringen. Min første tanke var, at det ville være en alt for stor mundfuld for en lille virksomhed som Urtegaarden, og den konsulent vi havde tilknyttet SMV projektet, gjorde ikke noget for at modsige mig”, fortsætter Vibeke.


Men så gik der nogle måneder og tanken om at opnå B Corp certificeringen blev ved med at rumstere og så var der jo ikke andet for end at gå i gang”, slutter Vibeke, der også lykkedes med at få en ansøgning til SMV 2.0 godkendt og dermed økonomisk hjælp til konsulentassistance til en del af certificeringsprocessen.


Som led i at opnå B Corp certificeringen har Urtegaarden implementeret en række initiativer for at styrke vores sociale og miljømæssige ansvarlighed, herunder:

  • Udarbejdelse af en omfattende miljøpolitik: Vi har fastlagt klare mål for at minimere vores miljøpåvirkning, herunder reduktion af affald, optimering af ressourceforbrug og fremme af bæredygtige praksisser på tværs af alle forretningsområder.
  • Etablering af etiske retningslinjer: Vores retningslinjer sikrer, at alle forretningsaktiviteter udføres med integritet og respekt for menneskerettigheder, arbejdsforhold og fair handelspraksis.
  • Udarbejdelse af en bæredygtighedsrapport: Så vi kan dokumentere vores fremskridt inden for bæredygtighed, hvilket fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed over for vores interessenter.
  • Udarbejdelse af klimaregnskab så vi kan kortlægge og reducere både direkte og indirekte emissioner her og i vores værdikæde, hvilket er afgørende for en holistisk tilgang til klimahandling.

Hvad betyder B Corp for dig som kunde

Der er ikke to B Corps der er ens, men overordnet kan du vide dig sikker på, at når du køber fra en B Corp certificeret virksomhed som Urtegaarden så får du:

  • Garanti for højeste standarder: B Corp-certificerede virksomheder er blandt de få, der beviser deres engagement i bæredygtighed, sociale ansvar og gennemsigtighed gennem en uafhængig og omfattende certificeringsproces. Du kan være sikker på, at de går længere end almindelige virksomheder.
  • Målbar positiv indvirkning: B Corps arbejder aktivt for at skabe dokumenterede forbedringer for miljøet og samfundet. Dit køb hjælper direkte med at understøtte virksomheder, der gør en reel og målbar forskel i verden.
  • Et køb med god samvittighed: Når du vælger en B Corp, støtter du virksomheder, der prioriterer ansvarlige valg frem for kortsigtet profit, og som arbejder for fælles goder, hvilket gør dit køb til en del af en større positiv forandring

Vi håber, at du som kunde kan mærke forskellen, når du handler hos en B Corp-certificeret virksomhed som Urtegaarden. Dit valg gør ikke kun en forskel for dig, men bidrager også til en mere bæredygtig fremtid for os alle. Sammen kan vi skabe en verden, hvor ansvarlighed og kvalitet går hånd i hånd – tak fordi du er med.